Krimi

Fotos: Anders Knudsen

Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel

Et direktørpar fra Væggerløse er dømt skyldige i forsøg på forsikringssvindel ved at få deres motoryacht til at synke ud for Sveriges sydkyst. De to har på hver sin måde gjort sig bemærket i det lokale erhvervsliv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lokalt direktørpar dømt i yachtsag

  • Retten i Nykøbing Falster dømmer et kendt lokalt direktørpar.

  • Sagen trækker spor til ResMed Maribo og erhvervslivet på Lolland-Falster.

Retten i Nykøbing Falster har i dag, fredag 18. juni, fundet et lokalt par skyldige i at sænke deres milliondyre yacht ud for Sveriges sydkyst.

Mette Toxværd Larsen straffes med betinget fængsel i 2 år. Søren Holm Larsen straffes med ubetinget fængsel i 3 år.

Deres forsvarer har anket dommen til frifindelse.

De er begge kendt fra det lokale erhvervsliv, og har på hver sin måde gjort sig bemærket gennem årene. Mette Toxværd Larsen for sin tid som direktør i et lokalt medico-firma. Søren Holm Larsen for sin opfinderske facon, som banede vejen for et patent vurderet til mange milliarder kroner.

Søren Holm Larsen blev også kendt skyldig i et andet forhold om samme yacht, hvor han tilbage i 2018 forsøgte at overbevise sit forsikringsselskab om, at yachten var blevet stjålet og udsat for brugstyveri.

Lokale direktører

Begge de dømte er kendt fra det lokale erhvervsliv. Mette Toxværd Larsen var mangeårig direktør ved Maribo Medico, der i dag hedder ResMed Maribo. Hun solgte sin andel af selskabet i november 2015, og i en efterfølgende årsrapport for hendes holdingselskab steg egenkapitalen med mange millioner kroner.

I regnskaber for selskabet, der i dag ejes ligeligt af parret og hedder Toxholm Holding, fremgår det, at egenkapitalen voksede fra cirka 9,3 millioner kroner til cirka 29,1 millioner kroner.

Mette Toxværd Larsen har siddet i Folketidendes bestyrelse indtil maj 2026.

Søren Holm Larsen har alle dage været en entreprenant figur. Han startede som selvstændig Entreprenørgården i 1987.

Bump på vejen

Undervejs på virksomhedens rejse kom han i konflikt med Forbundet Træ-Industri-Byg, der senere fusioneredes til 3F.

Fagforeningen sortlistede i 2004 Holm Larsens virksomhed, fordi han ikke havde udbetalt feriepenge og pensionsbidrag til de ansatte medlemmer for i alt 74.000 kroner. Det svarer til 108.560 kroner i 2025-priser.

Som modreaktion fravalgte Søren Holm Larsen at ansætte medlemmer af fagforeningen, fordi han endnu tre år efter konflikten blev løst fremgik på sortlisten.

Anerkendt selskab

I oktober 2007 blev Mette Toxværd Larsen direktør efter Ebbe Viggo Frahm-Rasmussen i det daværende Maribo Medico A/S, som siden har ændret navn til ResMed Maribo A/S.

10 år nåede hun at være direktør i selskabet, der år efter år havde store, sorte tal på bundlinjen. Undervejs på rejsen i ResMed Maribo solgte hun sin andel af selskabet – en handel, hun tjente mange millioner kroner på, ifølge årsrapporter i hendes holdingselskab.

Under Mette Toxværd Larsens ledelse fik selskabet i 2012 Nordeas Erhvervspris Lolland-Falster.

Hun forlod direktørposten i november 2018.

Opfindelse til milliarder

Søren Holm Larsen gennem årene brugt en god del af sin fritid på at nørkle med sine biler. Han syntes, at metoden til at afbalancere bildæk, når de skal skiftes, var besværlig.

Når dækket skal afbalanceres, limes en selvklæbende klods på fast til fælgen. Men klodserne er svære at få af igen, og Søren Holm Larsen mente at have fundet en bedre metode, som kunne være milliarder værd.

Metoden var at lægge en plastring med vægtstykke af plast og metal ind i dækfælgen, så man slap for at bøvle med de fastklæbede klodser, som var svære at få af igen.

Ifølge Søren Holm Larsen vurderede patentbureauer, at opfindelsen kunne have en værdi på op mod syv milliarder kroner.

Familievirksomhed

Mette Toxværd Larsen og Søren Holm Larsen arbejder i dag sammen i Holms, hvorfra de blandt andet sælger kaffe, te, kaffemaskiner og hårde hvidevarer.

Virksomheden havde i flere år fra dets begyndelse underskud i millionklassen, og egenkapitalen nåede i 2018/19 et lavpunkt på -4,55 millioner kroner.

Deres fælles holdingselskab holder dog stadig på store værdier. Ifølge de nyeste tal havde de en egenkapital på 19,9 millioner kroner.

Parret har sammen tre voksne sønner.