Krimi

Politiet har forladt adressen igen, men ejendommen er fortsat afspærret med minestrimmel. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster

To personer er onsdag aften fundet døde i en villa på Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet efterforsker torsdag to mistænkelige dødsfald, efter at en mand og en kvinde onsdag aften blev fundet døde i en villa i Horreby på Falster, oplyser efterforskningsleder Kenneth Lund.

- Vi fik en anmeldelse klokken 19.20 om et mistænkeligt forhold, og det har vi efterforsket hele aftenen og natten, og vi er stadig derude, fortæller han til Folketidende tidligt torsdag formiddag.

Hvordan de to er fundet døde og de nærmere omstændigheder ønsker han ikke at gå i detaljer med, men han siger dog:

- Vi har ikke nogen mistanke om, at der er nogen udefrakommende involveret i det, og vi forventer ikke at foretage nogen anholdelser i sagen.

Han ønsker ikke at oplyse de afdødes alder, men siger dog, at der ikke er tale om yngre mennesker. De afdøde personer havde en personlig relation til hinanden, og de var ikke kendt af politiet i forvejen.

Meget stille

Politiet forlod stedet igen torsdag formiddag, men der er fortsat spærret af ved huset, hvor de to personer blev fundet, fortæller Folketidendes reporter, som også bemærker, at naboen flager på halv stang.

Huset ligger i bunden af en lille, lukket villavej med marker ude på den anden side af grunden.

Johnny Egholm, der bor på vejen, fortæller til Folketidendes reporter, at politiet har fløjet med droner og søgt med hunde og haft spærret vejen af. Han er rystet. 

- Det er chokerende, at sådan noget kan ske i Danmarks mest stille by. Det er sørgeligt, siger han.

En tidligere kollega til en af de afdøde lægger også kort vejen forbi og kalder det, der er sket "forfærdeligt".

Natten til torsdag har det vrimlet med efterforskere og folk i blå dna-dragter.

Torsdag formiddag er der igen meget stille på den lille villavej i Horreby.