Udflytningen af Nota lykkedes - men ikke på grund af staten

At ”integrationen” af Nota i Nakskov er lykkedes - trods statslige begrænsninger og benspænd - er ifølge forfatteren til ”Vejen til Nakskovs hjerte” ikke selve statens fortjeneste.

- Det er Notas individuelle medarbejdere, der har engageret sig og taget lokale ønsker alvorligt. Det er udelukkende deres cadeau, fordi de aktivt sammen med bysamfundet har arbejdet for at finde lokale løsninger på en række områder. Og det er akkurat min kritik af udflytningen: at det nye naboskab skal være sådan lidt en kamp eller jonglering. Man kunne sige ”nu har I sendt os hertil, så giv os nogle lempeligere vilkår med”. Pointen er jo netop, at den centralstat, der sender statslige arbejdspladser ud i landområderne, tænker ”hovedstaden” som en ting, og så er der ”provinsen”, uden at tænke på, at for eksempel Nakskov bymidte og et industriområde uden for Randers ikke er det samme, siger Birgitte Romme Larsen.

Hun kritiserer særligt, at statens regler og betingelserne ved udflytninger dermed er universelle, men sådan fungerer det ikke i praksis lokalt.

Ubrudt kæde af julelys

Et eksempel i bogen er - udover de statslige begrænsninger ved at handle lokalt - den fælles opgave med at sikre en ubrudt juleudsmykning blandt de centrale ejendomme i Nakskovs bymidte. 

Læs også

Forsker afdækker: Nota blev mødt med store forventninger, da staten rykkede ind i Nakskovs hjerte

Læs også

Forsker afdækker: Nota blev mødt med store forventninger, da staten rykkede ind i Nakskovs hjerte

Om det refererer forfatteren i bogen en repræsentant Fra Nakskov Handel og Erhverv for at sige om Nota: ”Ja, bare de gør et eller andet - så der ikke lige dér bliver et stort mørkt hul i kæden af julelys rundt om torvet. For det er jo en ret markant bygning på torvet, ik’ …”.

Nota ville gerne efterkomme dette ønske, men skulle bygningens facade udsmykkes med større lyskæder, skulle der søges om tilladelse til boring i ydermuren hos Bygningsstyrelsen. Derfor fandt man i Nota en løsning ved at stille svenske julelysestager i alle vinduer og et lille lysende juletræ på rådhusets gamle balkon. Dermed var lyskæden rundt om torvet ubrudt, hvilket med tilfredshed blev noteret i byen.

Bogen beskæftiger sig også indgående med flyttemønstrene for Notas ansatte - og det er ifølge Birgitte Romme Larsen ofte for mange en meget konkret måde at måle en udflytnings succes på.

- Det er som om, det er en etableret sandhed, at man måler succesen i, ”hvor mange som flyttede med”. Min pointe er, at det er en relevant måling, men der er også andre mulige målinger af succes, siger Birgitte Romme Larsen og nævner, at der bag tallene ligger mange individuelle liv.

- For nogle er det jo en succes, fordi de kan flytte med og få et længe ønsket liv på landet. For nogle af de lokale nyansatte, der nu ikke længere skulle pendle til relevant arbejde uden for Lolland-Falster, er det en succes. For mange af de lokalansatte er tilværelsen jo gået op i en højere enhed - og det er meget vigtigt at få med.

Løbende udskiftning

Konkret flyttede omkring halvdelen af Notas medarbejdere oprindeligt med fra Østerbro til Nakskov for seks år siden - enten som pendlere eller ved at bosætte sig på forskellig vis. Over årene er der sket en løbende udskiftning af medarbejderstaben med flere ansatte fra lokalområdet.

- Samtidig er brugertilfredsheden med Notas ydelser mig bekendt bevaret. Det synes jeg da er en succes: at lokalansatte gradvist har kunnet ”overtage” en udflyttet arbejdsplads, uden at det har påvirket kvaliteten for brugerne (landets borgere med læsevanskeligheder, red.). Tit fokuserer man jo på, at ressourcer er noget, der skal komme udefra. Men de findes også allerede lokalt, man skal bare finde ud af, hvordan man folder dem ud.

Og læren af det hele?

- Man skal forstå som centralstat, at bare fordi man lige pludselig er lokalt til stede som et lille stykke stat, der nu er kommet tilbage, så er det ikke gjort med det. Der skal være mere forståelse for, hvordan man er en god nabo og opbygger et godt lokalt ry de forskellige steder, man etablerer sig. Centralstaten skal øve sig i at tænke, ”hvordan vil det være at ligge her?”. Så man som udflyttet arbejdsplads ikke risikerer at komme i klemme mellem central styring og lokale normer og forventninger. En udflytning er så stor en ting for så mange mennesker, at man som stat skal tage ikke blot de involverede medarbejdere, men også de modtagende lokalsamfund meget mere alvorligt.