Merles vinder-novelle: Drømme ved vandkanten

Et strissersvin står bøjet over mig og rager i mine lommer, han leder nok efter det hash jeg lige har taget.

“Er du okay? Sig mig, hvad er dit navn?” Jeg svarer ham flabet, mit navn er Finn.

De giver mig valget, en masse voksne. Sønderbros sikrede Institution eller 3 år på et opholdssted i udkantsdanmark.

De fandt jo ud af hvad jeg hed, selvom jeg holdt fast i Finn. Betjenten synes ikke det var sjovt da jeg fire timer senere sagde ” Find selv ud af det”.

Jeg sidder i et tog på vej til Lolland-Falster og over for mig sidder Søren, min kiksede pædagog, med leverpostejshår og et hul mellem fortænderne. “Så er vi godt på vej.” Siger han med et smil. Jeg smiler ikke det mindste.

Søren holder min taske på Nykøbing station. Jeg skal bo på noget der hedder Birkegården; et opholdssted for unge der har det svært. Vi kører i Sørens bil, og efter en halv time er vi fremme.

Gården er bygget af røde mursten med et nusset stråtag, omringet af birketræer med gynger og farverige hængekøjer imellem stammerne. Der går en dreng ved indkørslen og river strå op af jorden. Han har store støvler og arbejdsbukser på.

Søren parkerer i den anden ende af indkørslen. Man kan høre stenene knase indtil hjulene holder stille. ”Så er vi her.” Han strækker sig langsomt og åbner døren.

Der er malet dyr og blomster på væggene indenfor. Det ligner en pædiatrisk afdeling på et hospital.

“Okay, lyt,” begynder Søren. “Jeg ved godt at du ikke lige præcis selv har valgt det her, men jeg synes vi skal få det bedste ud af det. Det er en ny chance. Grib den.” Det er ikke altid det går godt med de unge der kommer her på Birkegården. Det er lidt op til en selv hvad der skal ske, “Vi kan ikke tvinge nogen til noget, men vi kan vise dem er der er et alternativ.”

Blikkene mødes

Han viser mig rundt. Der er få mennesker. En står i en døråbning og vinker forsigtigt, imens andre spiller skydespil på PlayStation.

Vi går op ad en stejl trappe, Søren slæber min taske for mig. Han drejer nøglen om i en af dørene og åbner. "Ja, det her er, du skal bo.”

 “Jeg går ned og skærer noget kage, Du kommer bare hvis du har lyst,” siger Søren og stiller min taske på gulvet. Døren lukker sig forsigtigt bag ham, og pludselig er jeg alene med det her rum.

Jeg er vred og har bare lyst til at slå nogen ihjel.

Ude på gangen, får jeg øje på drengen fra indkørslen. Han tripper nervøst og går langsomt ned ad trappen.

Vores blikke mødes i et kort øjeblik, som om vi har en fælles forståelse.

Jeg står ved bænken da en hånd bliver lagt på min skulder. “Skal du ikke have noget?”

Det er en dame, der snakker til mig, hun har hvidt hår og en lys cardigan på. Hun ligner en bedstemor, en man kan stole på. Sådan en slags dame man møder i en vuggestue, en der læser billedbøger op, den slags der er i alle institutioner.

“Jeg tror ikke vi har hilst på hinanden før, mit navn er Birgit. Jeg er pædagog.”

Hun skærer et til stykke, lægger det på en serviet og rækker det til mig.

Øl og vådt pap

Jeg tager flugten, siger lavt at jeg går en tur.

Jeg ender nede ved en strand. Træerne når næsten ned til vandkanten, det virker nærmest som et hemmeligt sted. Jeg holder stadigvæk drømmekagen i hånden. Den er blevet lidt mast, det brune stads klistrer mine fingre sammen.

Jeg kaster kagen så langt ud i vandet jeg kan, den flyver gennem luften og det får mig til at smile kortvarigt. Det var de drømme! Jeg sætter mig på hug ved vandkanten,

De daglige ture til det lille sted ved stranden er det eneste jeg magter. Det er som om, at havet gør mig rolig.

Det er blevet november, og den nervøse dreng fra indkørslen, er begyndt at følge med mig hver gang jeg går ned til vandet. Der er stunder, hvor vi ikke siger et ord, og øjeblikke, hvor vi deler alt hvad vi har på hjertet.

Jeg fortæller om København, hvor gaderne lugter af øl og vådt pap, hvor regnen skyller cigaretskodderne ned i rendestenen. Han fortæller om sit liv før Birkegården. Om sin mor, gyldent korn i sommervinden. Jeg fortæller ham om mit lorteliv, om en mor der døde og en far der ikke magtede.

Fortiden står klart for mig, trygt men fuld af stoffer og svigt. Fremtiden er diset og usikker, og skræmmende.

Det er blevet koldt og vinden er taget til. “Skal vi gå tilbage?” spørger han. Jeg nikker og binder jakken om livet. Jeg mærker en forandring i mig, jeg hører til her nu, her ved vandet.

Stjernerne er kommet frem og natten er på vej, havet glitrer og luften er frisk og skarp.

Vi er tilbage ved Birkegården hvor lyset skinner varmt ud ad vinduerne. Vi går sammen ind, lige ud i køkkenet hvor Søren er ved at sætte ting i opvaskemaskinen.

“Sig mig, er der mere drømmekage?” Hører jeg mig selv sige.