Kaffepriserne stikker helt af - og det rammer Caryn hårdt

Caryn Koepp og hendes mand i Ubuntus kaffevogn, der i de kommende dage er placeret på Torvet i Nykøbing. Caryn driver i dagligdagen café ved en af sukkerfabrikkens tidligere bygninger i Sakskøbing. Foto: Anne Katrine Petersen 

Prisen på kaffen og ikke mindst prisen for at dyrke kaffe var til debat på folkemødet, såvel som i den lokale kaffevogn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kaffe. En uundværlig del af mange danskeres morgen, dag – og for nogle endda aften og nat.
Ifølge sundhed.dk er Danmark det fjerdemest kaffedrikkende land i verden. Hver dansker drikker i gennemsnit 3-4 kopper dagligt. Men det koster. På flere måder.

Enhver, der har sat sine ben i et supermarked for nylig, har bemærket det: Priserne på kaffe er stukket helt af.
Som det blev nævnt under en debat på Madens Folkemøde, skyldes stigningerne flere ting. Lagrene er skrumpet, og globalt er efterspørgslen steget med 35 procent.

Det stiller krav til produktionen i lande, hvor flere regioner er hårdt ramt af klimaforandringer.

– Kaffeproduktionen flyttede for år tilbage fra skov til mark for at blive mere effektiv. Det har medført, at områder, som tidligere var meget produktive, i dag er udpinte, fortalte Lars Thøgersen, direktør i kaffevirksomheden Growgrounds.

Læs også: Minister i Nykøbing: Teaser for helt nyt udspil

Han tog scenen som en del af et panel torsdag eftermiddag med omkring 60 tilhørere.

Barista: Vi sender regningen videre

Få hundrede meter derfra havde de lokale baristaer fra Ubuntu travlt med at lange de dyrebare dråber over disken i den farverige kaffevogn på torvet.

Kim Brylle Nielsen går efter kaffe med mærket Fair-trade og vælger hellere det end økologisk kaffe, da økologi ikke sikrer bønderne ordentlige forhold. Foto: Anne Katrine Petersen.

– Vi har naturligvis også oplevet, at priserne stiger, og vi kan desværre ikke gøre andet end at sende regningen videre til vores kunder. Som en mindre virksomhed kan vi ikke købe et stort varelager ind til fast pris i begyndelsen af året. Det kan de store aktører, sagde Caryn Koepp, der står bag Ubuntu.

Hun peger på, at kaffepriserne altid har været svingende – men aldrig som nu.

– Det er stressende for os, men vi har nogle meget loyale kunder. Både business-to-business og dem, der handler i vores café. Priserne er noget, vi kan mærke, kunderne taler meget om. Men de vil simpelthen støtte os, siger hun.


Priserne er noget, vi oplever, de taler rigtig meget om, men de vil simpelthen støtte os,

Caryn Koepp, ejer af Ubuntu

Drikker mindre

Kaffen bliver ikke billigere, hvis man vælger en variant, der er dyrket bæredygtigt – både for kaffebonden og for klimaet. Det var netop dét, debatten på Madens Folkemøde kredsede om. For at gøre plads til øget kaffeproduktion bliver der nemlig fældet store mængder regnskov. Ifølge organisationen Verdens Skove går der 2,5 kvadratcentimeter regnskov til for hver kop kaffe.

Den problematik er også velkendt hos Ubuntu.

– Vi vil gerne arbejde hen imod at handle direkte med kaffebønderne. For nu køber vi hos en forhandler, som vi oplever har stor gennemsigtighed og relationer til bønder, der fx genbruger vand, siger Caryn Koepp.

Efter debatten fangede Folketidende den lokale Kim Brylle Nielsen og stillede det spørgsmål, som hele seancen lagde op til:
Kan du drikke din kaffe med god samvittighed?

– Ja, det kan jeg. For jeg betaler, hvad Fairtrade-kaffe koster. Så ved jeg, at bønderne får en ordentlig betaling. Og så drikker jeg bare lidt mindre. Det koster at prioritere, sagde han.