Ildens spor

RøgalarmPatruljen hjælper med at få styr på røgalarmerne. Her var de på Femø. Arkivfoto: Lolland-Falster Brandvæsen

Gammel røgalarm fik brandvæsenet til at rykke ud – nu kommer beredskabet med et godt råd

To forbipasserende slog alarm sent på aftenen, men da beredskabet nåede frem, viste årsagen sig at være en ganske anden end frygtet.

Offentliggjort Sidst opdateret

To personer slog sent tirsdag aften alarm, da de hørte en røgalarm i Nakskov. Da beredskabet nåede frem, viste det sig dog, at situationen var en ganske anden end frygtet.

Alarmen kom klokken 23.38, efter at to personer, der kom gående forbi, kunne høre en røgalarm og derfor ringede 112.

Beredskabet rykkede ud, men der var hverken ild eller røg at finde.

- Vi kommer frem og kan konstatere, at det er en gammel røgalarm, der ligger ude i garagen og egentlig er kasseret, som er gået i gang, fortæller indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen Anders Wede Andersen.

Dermed endte hændelsen som en falsk alarm.

Episoden giver samtidig anledning til et enkelt råd, hvis en gammel røgalarm skal kasseres.

- Hvis det er en røgalarm, der skal bortskaffes, så er det altid en god idé at pille batteriet ud af den, siger indsatslederen.

På den måde undgår man, at den kasserede røgalarm pludselig begynder at bippe eller gå i alarm – og i værste fald får forbipasserende til at tro, at der er brand.