Jeg får igen og igen mit eget spørgsmål retur: Hvor står du selv?

Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvor jeg selv står i forhold til at være organdonor, da min avisredaktør Lars Hovgaard i december sidste år spørger, om jeg har lyst til at gå med på en historie om organdonation, som han har påbegyndt og ønsker sig foldet ud i en artikelserie.

Jeg tænker dog heller ikke, at det er så vigtigt, hvor jeg står. Jeg er som journalist optaget af, at artikelserien skal afdække, hvad andre siger, tænker, føler, ved og mener. Men det viser sig, at det er vigtigt. Det betyder noget, at vi alle sammen får afklaret og tilkendegivet, hvor vi står.

For et ukendt antal år siden

Under et af de første interview med en organmodtager, Peter Hendriksen fra Torkilstrup, bliver jeg for første gang under arbejdet konfronteret med spørgsmålet om min egen stillingtagen.

- Er du selv registreret i Organdonorregisteret? spørger Peter Hendriksen mig.

Jeg erindrer vagt, at jeg for et ukendt antal år siden har siddet foran en computerskærm og forsøgt at tage stilling.

Jeg husker, at jeg prøvede afgøre, hvordan jeg havde det med at skulle give det ene eller det andet organ fra mig. Ville jeg give mit hjerte fra mig? Min lever? Mine nyrer? Jeg kan genfremkalde en følelse af tvivl. Hældte jeg til et ja, eller måske et begrænset ja? Jeg kan ikke mindes, om jeg faktisk tog en beslutning, eller om jeg udskød den, ligesom så mange andre danskere ...

Selvom to ud af tre danskere er positivt indstillet overfor organdonation i holdningsundersøgelser, er det nemlig kun 28 procent på landsplan, der har registreret deres stillingtagen i Organdonationsregisteret. Lokalt endnu færre. I Guldborgsund Kommune er det kun 21 procent, og i Lolland Kommune kun 18 procent. Det viser et særtræk, som Sundhedsdatastyrelsen laver til Folketidende.

Jeg bliver Peter Hendriksen svar skyldig.

Læs også:

Succes-træner døde pludseligt: Jakobs organer lever videre i andre mennesker

Charlotte: - Jeg er bange for at blive kvalt

Læs Axels historie: Hvis der var gået en måned mere, var jeg død

Vil vente med at undersøge det

Da jeg kører hjem fra interviewet, rumsterer hans spørgsmål. Jeg kan vitterligt ikke huske, om jeg nåede frem til en beslutning dengang foran computerskærmen. Og hvis jeg gjorde, står jeg så overhovedet stadig, hvor jeg stod?

Jeg beslutter mig for at vente med at undersøge det. Jeg vil forblive i tvivlen, indtil jeg er færdig med at skrive artikelserien, så jeg kan gå så åbent som muligt til stoffet.

Under flere af interviewene til en vox-pop, hvor jeg spørger borgere på Lolland-Falster, om de vil være organdonorer, trænger spørgsmålet til min egen stillingtagen sig igen på.

- Vil du selv være organdonor? spørger de mig foran sundhedscentrene i Nakskov og Maribo og foran Nykøbing Sygehus.

Jeg må også blive dem svar skyldig.

Lidt endnu.

Fornuft og følelse

En kollega siger undervejs i arbejdet med artikelserien, at jeg skal sørge for også at undersøge økonomien i det. Han er skeptisk overfor organdonation, for er det ikke dyrt med alle de transplantationer?

Det viser sig, at en undersøgelse fra Damvad Analytics i 2017 har afdækket, at der er en samfundsøkonomisk gevinst ved nyretransplantation fremfor at have nyrepatienter i dialyse. Nyretransplantationer dræner altså ikke sundhedsvæsenets ressourcer, tværtimod.

Det er desuden nyretransplantationer, der er flest af. I 2023 blev der transplanteret 436 organer, heraf 292 nyrer. De kan derfor ligefrem være med til at finansiere de øvrige transplantationer af hjerter, lunger og lever.

Det lyder fornuftigt, men i min afklaring frem mod at jeg skal på sundhed.dk og tjekke op på min egen registrering eller mangel på samme, er det nok mere mine følelser om organdonation, som jeg skal have rede på.

Det udefinerbare. Fornemmelserne. Som en af rubrikkerne i artikelserien lød: "Tvivlerne kan mærke tvivlen: Men de kan ikke altid forklare den".

Det kan jeg se mig selv i, og det viser det sig under interviewene til vox-poppen, at det er der flere borgere på Lolland-Falster, der kan.

Ifølge Helle Haubro, leder af det nationale videnscenter Dansk Center for Organdonation, er tvivl den største årsag til, at danskerne ikke får taget stilling til organdonation. Den næststørste er, at de ikke lige har fået det gjort.

Jeg forstår dem godt, fordi jeg selv kan mærke tvivlen, og fordi jeg er muligvis en af dem, der ikke fik det gjort.

Jeg vil på den ene side rigtig gerne vil være en af dem, der er klar til at hjælpe organmodtagere som Linda, Peter, Charlotte - og Axel. De fortæller i Folketidende om deres store taknemmelighed over at få livet tilbage efter en transplantation. Jeg vil så gerne ville være organdonor. Men føles det rigtigt for mig? Er det rigtigt for mig?

Et udtalt politisk ønske

Jeg er heller ikke upåvirket af, at der er et udtalt ønske rent politisk om at få flere organer i spil til transplantation. Syge patienter dør på venteliste. Ved udgangen af 2023 stod 442 på venteliste til et nyt organ, og 28 danskere døde, mens de stod på ventelisten. Jeg vil gerne hjælpe, men er min krop min egen eller et reservedelslager for andre? Kan den være både-og? Måske det første i livet, og det andet i døden?

Jeg bliver imponeret over de af borgerne i vox-poppen, som er helt afklarede. Både dem, der siger et klart ja og et klart nej. Misunder dem lidt.

Jeg tager mig selv i at håbe, at jeg fik registreret et begrænset ja dengang foran computeren. Så jeg ikke viser mig at være en af dem, der ikke lige fik det gjort.

Dem vil SVM-regeringen nu sætte ind overfor.

For at få flere danskere til at tage stilling til organdonation, for at få flere organer, er regeringen kommet med et udspil til en ændret samtykkemodel til organdonation. Ifølge den vil danskerne automatisk stå registreret som organdonorer fra det fyldte 18 år, hvilket hver enkelt så helst skal føle sig tilskyndet til at bekræfte eller afvise. Gør de hverken eller, vil det fortsat være op til de pårørende.

Lad os prøve det af

Nyreforeningen går ind for udspillet. Lungeforeningen er imod. Forskere i organdonation er, ifølge Videnskab.dk, splittede i spørgsmålet om, hvorvidt det vil give flere organer.

Lad os prøve det af, som Emilie Vildenfelt, datter til en donor, sagde til Folketidende. Jeg er tilbøjelig til at være enig, fordi modellen ikke indebærer tvang, men tilskyndelse.

Udspillet ændrer dog ikke ved, at det for mig - efter to måneders research og talrige artikler med interview med pårørende til organdonorer, organmodtagere, eksperter, borgere og politikere - nu er blevet tid til at logge på sundhed.dk og finde ud af, hvad jeg gjorde eller ikke gjorde dengang foran computerskærmen.

Det skal ikke vente yderligere.

For så meget tager jeg med mig fra arbejdet med artikelserien: Jeg hjælper min mand og mine børn, hvis jeg selv tager stilling. Klart og tydeligt, også selvom jeg ikke føler mig helt sikker. Og hvor sikker kan man egentlig blive?