- Hjernen kommer hjem med forsinkelse

GRÆSHAVE Selv noget så fredsommeligt som at træde ud på græsplænen derhjemme kan få hjernen til at gå i alarmberedskab og alle nerveender til at stritte. I hvert fald efter at have været udsendt på mission i Kosovo og Irak.

- For du er blevet tudet ørene fuld af, at der er fyldt med miner derude, fortæller Jannie Barfoed-Høj.

Så hjernen slipper ikke lige sin opmærksomhed på mulige risici for liv og lemmer.

- Det tager lang tid at få hjernen og nervesystemet til at falde til ro.

Selv fandt hun noget af roen hos de heste, der i sin tid satte gang i det hele. For som teenagepige havde hun ridehuskort til ridehuset på kasernen hos Sjællandske Livregiment i Næstved, i dag kaldet Gardehusarregimentet. Det førte senere i teenageårene til 10 måneders værnepligt på stedet - og faktisk også mødet med ægtemanden Mogens, som hun har to børn med. Det førte også til to udsendelser, som 19-årig med Hold 3 til Kosovo, og som 22-årig med Hold 1 til Irak.

- Jeg fortalte en masse røverhistorier til hestene efter mine udsendelser, fortæller hun.

Egentlig var planen med værnepligten at blive politibetjent, så hun kunne fortsætte barndommens mange drengelege som røvere og soldater. Men som udsendt kom hun i Sanitetstjenesten, som tager sig af sårede soldater. Det kom i stedet til at bane vejen for en uddannelse til sygeplejerske og siden videreuddannelse til sundhedsplejerske.

Om udsendelserne siger hun i dag:

- Jeg syntes bare, at det lød spændende, at man så verden fra en anden side, og jeg følte mig trænet til det. Men jeg overvejede det længe.

Desuden kom opfordringerne til at melde sig løbende under værnepligten, fortæller hun.

I Kosovo ankom hun til et tydeligt borgerkrigshærget område ved byen Mitrovica, hvor opgaven var at stille sig midt mellem de stridende parter og sikre, at de ikke røg i totterne på hinanden eller stjal fra hinanden. For Jannie indebar det blandt andet at sidde parat i et pansret køretøj, klar til at hjælpe sårede soldaterkammerater.

- Du sidder bare i den her blikdåse, hvor du over radioen kan høre meldinger som "træk jer tilbage" eller "forhold jer roligt". Du danner dig en masse billeder, og du er bare nødt til at stole på, at dem foran holder kæden, fortæller hun.

Da hun kom hjem fra Kosovo, blev hun og resten af Hold 3 samlet og fik at vide, at hvis nogen havde brug for at tale med en psykolog, så skulle de række hånden op.

- Det var der selvfølgelig ingen, der gjorde, fortæller hun og ryster på hovedet.

- De burde have passet bedre på os.

I Irak ankom hun til en forladt kaserne i det nordlige Irak, som først skulle bygges op. Luften var så varm, at vinden brændte som pustet fra en varmluftsovn, lige når man åbner den. På vejen til lejren gennem tilsyneladende endeløs ørken var der pludselig mennesker, som ud af ingenting, og skilte med "giv ikke penge til befolkningen" og "lad være med at fodre børnene". Lejren fik navnet Camp Eden, men i starten var der ingen ydermure.

- Så vi øvede, hvordan vi skulle gøre, hvis vi blev angrebet, for det var der risiko for.

En nat passerede en fårehyrde uset igennem lejren, en anden nat faldt en vagt i søvn over sit gevær. En uro satte sig, og den tog til. Efter deltagelse i en såkaldt "money for weapon"-aktion, hvor hun sammen med tre andre skulle holde parkeret ude i ingenting for at give penge for våben, som tilfældige private kom kørende med, og efter en dansk soldats død i en skudveksling blev uroen til decideret bange.

Da hun kom hjem, var hun rastløs, indadvendt og vred. Denne gang fik alle fra holdet et kvarters samtale med en psykolog.

- Så sad vi alle dér, udenfor psykologens dør, hvor ingen ville være dén, der brugte mere end et kvarter derinde.

Siden er der sket meget i Forsvaret, påpeger hun, og med tiden har også hun fået den nødvendige hjælp af psykologer i Veterancentret til at sætte oplevelserne på plads.