Livet på Lolland Falster

Loppegeneral Pia Køppler ved nogle af de mange malerier, som Vivi Diemar har malet. Foto: Palle Nevad Frandsen

Loppemarked har fået doneret kunst

Når Errindlevhallen slår dørene op til årets loppemarked venter der kunst, som normalt ikke findes blandt loppeeffekterne.

Offentliggjort

Pia Køppler glæder sig til på søndag. Her bliver der atter budt på masser af lopper i Errindlevhallen, og denne gang er det med nogle effekter af en helt særlig klasse. Det store loppemarked har nemlig fået en masse kunst doneret, som er skabt af Vivi Diemar, der boede i Errindlev.

- Det er vi meget taknemmelige over, og det er også værker, som vi vil værne om. Det er ikke noget, som vi kommer til at sælge for eksempelvis 50 kroner, forklarer Pia Køppler. 

Vivi Diemar var blandt andet medlem af kunstergruppen GAIA, og udstillede flere steder i lokalområdet.

I år vil vi gemme mange af de ting, der måske ikke lige fandt en ejer denne gang.

Pia Køppler

Mærkater bag på malerierne afslører, at de tidligere har været sat til salg for flere tusinde kroner stykket. Derfor er Pia Køppler også klar til at sætte dem på lager, hvis de ikke opnår salg i første omgang. Kunsten er i en klasse, som man normalt ikke finder på et loppemarked.

Populære æbleskiver

I flere dage har der været travlt med at stille op i Errindlevhallen, og selv om Pia Køppler ikke synes, at der er lige så meget, som der plejer, så siger andre hjælpere, at hun tager fejl. Her er masser af juleting, bøger til et halvt bibliotek, tøj, sofaer og masser af nips.

- I øjeblikket er det meget de kinesiske ting, som er populære på loppemarkederne. Men vi ved også, at vi skal være klar, når dørene åbner på søndag klokken 10, for der er altid tryk på fra starten. 

Ud over de mange muligheder for at finde lige det, som du slet ikke vidste, at du havde brug for, er loppemarkedet elsket for sit salg af æbleskiver. Her er der nemlig ikke tale om æbleskiver hentet fra frost i supermarkedets kølediske, men hjemmelavet helt fra bunden. I det hele taget er frivilligheden højt skattet af loppegeneral Køppler.

Loppemarkedet bugner med gode tilbud, og søndag står en masse frivillige klar til at hjælpe effekterne til at finde nye ejere. Foto: Palle Nevad Frandsen

- Jeg er så glad for alle dem, som kommer og hjælper til. Vi ville slet ikke kunne holde et loppemarked af denne størrelse, hvis det ikke havde været for dem, siger hun.

Masser af lopper i Errindlev

I Errindlevhallen er det ikke kun lopper, der kan opleves denne dag. Errindlev Skytteforening åbner for skydebanen, og det er muligt at tjekke det indre sigtekorn, når du ganske gratis kan prøve at skyde. Præcis som loppemarkedet er der åbent fra klokken 10 til 15. Errindlev Mejeri holder også åbent, præcis som loppesalgene samme sted, og andelskøbmanden holder også længere åbent denne dag. Ude i byen vil de besøgende have mulighed for at finde små private loppesalg, så der er dermed god grund til at tage masser af penge med til Sydlolland på søndag.

Kommer du ikke forbi loppemarkedet, er det ikke utænkeligt, at nogle af lopperne kan findes samme sted til efteråret. For præcis som med de malerier, som er blevet doneret til markedet, vil Pia Køppler gerne gemme de bedste sager, som ikke bliver solgt.

- Tidligere har vi kørt alt det, der var tilbage, når vi lukkede søndag eftermiddag, på lossepladsen. I år vil vi gemme mange af de ting, der måske ikke lige fandt en ejer denne gang, men som kan gøre det ved næste loppemarked, forklarer hun.