Stanislav er ung krigsflygtning: Jeg elsker volley, og jeg elsker min lærer Lars

18-årige Stanislav Dukhno ved ikke rigtig, hvad han skal sige, når han bliver spurgt til sit hjemland.

- Jeg kom til Danmark, og så har jeg glemt Ukraine, siger Stanislav Dukhno.

Sammen med sin far og to yngre brødre flygtede han fra Kharkiv i det østlige Ukraine, efter at Rusland 24. februar 2022 startede en fuldskalainvasion af Ukraine. Her sendte Putin tusindvis af tropper og kampvogne ind over grænsen og begyndte den massive bombning af landet. 

Ukraine blev for Stanislav lig med krig. Huse, der forsvandt, fordi de blev bombet til ukendelighed. Ensomhed, afsavn og økonomiske problemer. 

- I Danmark har jeg det fint, siger han.

Og så har Stanislav fået noget ind i sin hverdag i Nakskov, som har gjort det endnu nemmere at have det fint i Danmark.

Træning tiltrækker unge ukrainere

Lars Klausen, som egentlig er vejleder på Fgu i Nakskov, har nemlig for cirka halvandet år siden startet et volleyballhold i sin fritid, hvor nuværende og gamle elever gratis kan hygge sig og have det sjovt sammen hver onsdag aften i skolens gymnastiksal. 

Træningen tiltrækker især mange af de unge ukrainere, der lige nu går på Fgu. Der går i alt 16 ukrainske elever mellem 17 og 20 år, og hele 10 af dem deltager i volleytræningen. En af dem er Stanislav.

- Jeg elsker volleyball, og jeg elsker min lærer Lars, siger Stanislav.

Han glæder sig hver uge til, at det bliver onsdag aften. Faktisk tæller han nærmest ned ugen igennem til det igen er tid til at spille.

Stemningen er da også i top under træningen, hvor op mod 18 spillere hver onsdag griner og pjatter på en blanding af ukrainsk og dansk og udveksler sejrshåndtryk.

 - Vi er ikke særligt gode, men vi griner og hygger os, fortæller den frivillige træner Lars Klausen.

Ifølge Lars Klausen giver volleyballtræningen både de unge noget at være sammen om og noget at give sig til om aftenen.

- Der er så vanvittig meget god energi, når vi spiller, siger han.

Han er selv helt høj, når han går hjem efter at have oplevet de unges glæde og støtte indbyrdes.

- Det er så fedt.

Hvad er forskellen på at gå til volley i en sportsklub og i skolens gymnastiksal?

- Her er de unge på hjemmebane. 

Det foregår i omgivelser, de kender. De skal ikke først finde ud af, hvordan de kommer ind i en klub og i gang. Og de behøver ikke noget særligt udstyr for at spille, påpeger han. 

Men det vigtigste er nok det lave niveau, mener den frivillige træner.

-  Her handler det ikke om at være god, god, men om at være gode sammen.

Ser sit liv udspille sig i Danmark

Stanislav nåede sammen med sin far og sine to yngre brødre frem til Sandholmlejren i Danmark 17. april 2022. De kom til at bo i Søllested, og Stanislav startede på Stormarkskolen i Nakskov. Kun hans mor blev tilbage i Ukraine, fordi hun skulle passe sin forretning. Der er hun stadig.

- Vi ringer sammen hver dag, fortæller Stanislav.

Men savnet er stort. Han drømmer om, at han kan hente sin mor til Danmark om et års tid.

Foreløbig skal han have sin afgangseksamen i dansk og matematik på plads, for den kunne han ikke nå at hive hjem på Stormarkskolen. Det er derfor, han går på den boglige linje, Agu, på Fgu i Nakskov. Bagefter vil han gerne ind på vejgodstransportuddannelsen, hvor man lærer at køre lastbiler beregnet til godstransport, tanktransport, affaldshåndtering eller flytteopgaver.

- Jeg drømmer om at køre lastbil, fordi jeg elsker store biler, siger Stanislav.

Han forestiller sig også, at han skal købe et hus i Danmark, hvor han skal bo med den familie, han gerne vil have i fremtiden. I det hele taget ser han sit liv udspille sig i Danmark.

For Stanislav kan ikke se krigen i Ukraine, der nu går ind i sit femte år, stoppe foreløbig.

- Måske om fem-ti år, siger han.

- Måske ...