Koncentrationskrævende eventyr

4 af 6 stjerner

"Shrek" lærte os, at tegnefilmshelte godt kan være fede, hæslige og ulækre. "Ratatouille" fik os til at acceptere rotter som sympatiske, hygiejniske og hjælpsomme væsener. Begge disse nyskabelser er smittet af på Sam Fells og Rob Stevenhagens animationsfilm "Eventyret om Despero", som yderligere udvider genrens grænser ved at lade personerne have en dybde og undergå en psykologisk udvikling som aldrig oplevet før i en animationsfilm: For eksempel at et angrende væsen, hvis inderlige undskyldning afvises, svinger rundt og bliver hadsk, bitter og hævngerrig, eller at et menneske, hvis hele livsdrøm brat og barskt knuses, går amok i destruktionstrang. Det er fine og stærke tilføjelser til det vanlige persongalleri og den vanlige handling i denne type film. Og helt naturligt udspringer fra netop disse psykiske forvandlinger det fine budskab om undskyldelse og tilgivelse, hvilket selvfølgelig også skyldes Kate DiCamillos eventyrbog, som filmen bygger på.
Da selve handlingen løber ud ad mange tangenter, med mange væsentlige personer og de alle sammenflettes og interagerer på kryds og tværs og op og ned gennem historien, bliver dette eventyr en koncentrationskrævende oplevelse. Med de mange forløb er der klogt valgt et langsomt tempo, som også levner tid til nydelse af de detaljespækkede og stemningsmættede omgivelser og baggrunde.
Den drabelige død, der i eventyr normalt rammer drager, dæmoner og andre fæle væsener, igangsætter her begivenhederne på usædvanlig vis: En skibsrotte går fra borde i landet, der lever af og for sine vidunderlige supper, falder i hofkokkens suppegryde, og bliver øst op i dronningens suppetallerken - hvorefter hun falder død om af chokket. En ret speciel eventyr-åbning, som udløser en sorg så dyb, at regnen ophører at falde, og solen at skinne. Kongen forviser rotterne fra dagslyset og forbyder suppe. Suppelandet henligger i knastør, grå skygge, da en usædvanlig helt fødes: En lillebitte mus, Despero, der ganske ulogisk har gigantiske ører, for han hører ikke specielt godt, men stik imod museskik nægter han at pibe, flygte eller gemme sig. Han er stolt og selvsikker, og han har lært sig at læse ved - genialt og sødt - at vandre langs linjerne i de store eventyrbøger og tilegne sig ordene. Derfor kan han også tale menneskesprog. Men en sådan frygtløs, utilpasset begavelse er farlig for hele musesamfundet, hvor den, der lever skjult, lever godt, så han må udstødes til underverdenen.
Kompliceret
Disse anderledes personer færdes nemlig i et stærkt klassedelt samfund: Øverst er de royale med den sørgende konge og prinsesse, så borger-klassen med de pæne, tilpassede, angste mus og dybest nede den grusomme underverden, der er malerisk opbygget af menneskerester, kranier og skeletter, styret af en sadistisk rotte og befolket med forbrydere og udstødte fra de øvre lag.
Visuelt adskilles disse middelalderlige samfundslag i stemning og farvetoner stærkt og dramatisk af den spændende klassisk-udseende computeranimation, som skaber de fine mennesker med silkemat marcipan-hud på de aflange og helt fure-fri ansigter, de laverestående vulgære med Shrek-agtig kuglefacon og dyrene mest detaljeret med pels, tænder, kløer - hvilket er anderledes originalt og interessant.
Smukke og omhyggelige er de klassisk middelalder-grafiske efter- og fortekster, som ærgerligt nok afslører den perlerække af superstjerner og stortalenter, som har lagt stemmer til originalversionen. For de danske stemmer er bare pænt anonymt-fungerende, ikke mere.
Filmen er altså desværre dansk-versioneret for børnenes skyld, men dens handling er både på overfladen og i persondybden kompliceret, og der er voldsomme, grumme scener drysset ud med rund og psykologisk bevidst hånd, så en børnefilm kan man ikke kalde dette eventyr, der bryder normer, skubber grænser og kræver koncentration.

Af Helle Sihm
Dagbladenes Bureau