Krimi

Torsdag formiddag står flaget på halv på vejen. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by

Henrik Palle bor tæt på villaen, hvor to personer er fundet døde. Han er chokeret over, at sådan noget kunne ske i Horreby.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Der var mange, der stod og kiggede i går aftes.

Sådan siger Henrik Palle, som bor på villavejen i Horreby, der onsdag aften blev forvandlet til en scene fra en krimi.

En mand og en kvinde blev fundet døde i en villa. Efterforskningsleder og vicepolitiinspektør Kenneth Lund har oplyst til Folketidende, at politiet fik anmeldelsen om dødsfaldet klokken 19.20.

Hvordan de to er fundet døde og de nærmere omstændigheder ønsker han ikke at gå i detaljer med. Dog oplyser han, at politiet ikke mistænker, at der er nogen udefrakommende involveret i det, og at man ikke forventer at foretage anholdelser i sagen.

- På en eller anden måde var det voldsomt

Torsdag formiddag er det igen småt med mennesker, men onsdag aften stimlede folk sammen oppe for enden af villavejen.

- Der holdt politibiler hele vejen ned og indsatsvogn. Der var mange mennesker, siger Henrik Palle og fortsætter:

- Men folk blev ikke genet væk. Det gjorde vi heller ikke. Så vi tænkte, at der ikke var noget at være rigtig urolig for, siger han.

Da han stod op i morges, havde politiet fjernet afspærringen på vejen. Nu blafrer kun minestrimlen ved villaen, hvor personerne blev fundet.

- På en eller anden måde var det voldsomt. Det er sgu lidt underligt i sådan en lille by. Det er sådan noget, der sker alle mulige andre steder, siger Henrik Palle.

Han var tidligere oppe på byens skole for at aflevere sin datter.

- Dem oppe på skolen var meget stille og rolige. Klasselæreren kom og spurgte, om min datter var okay, fordi hun havde været tæt på. Men hun havde ikke rigtig oplevet det, siger han.