Lolland

Gennem mange år har kommunen opkøbt ejendomme til nedrivning. Arkivfoto: Daniel Brøns

Pengekassen er tom: Må sige nej til opkøb af huse

Allerede efter seks måneder havde kommunen brugt de afsatte midler til at opkøbe ejendomme til nedrivning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om både advokater og ejendomsmæglere er flinke til at henvende sig, har de siden juli måned fået pænt afslag, hvis de gerne ville sælge en af landsdelens nedslidte boliger.

Gennem de sidste mange år har der ellers været godt gang i handlerne med de huse, der har bedst af mødet med en bulldozer, men den senere tid er der ikke underskrevet nogen handler.

Lolland Kommunes såkaldte boligsociale indsats, der trods den fine betegnelse primært dækker over nedrivning af ejendomme, er nemlig løbet tør for penge. 

Rækker ikke langt

Siden juli har kommunen været nødt til at sige nej til ti opkøb af private ejendomme, fordi der ikke er flere penge at gøre godt med. Der er ellers afsat seks millioner kroner årligt til indsatsen, hvoraf de fire millioner er øremærket til egenfinansiering af de penge, som staten giver gennem landsbyfornyelsesmidler og bymidtepuljer.

Henrik Jacobsen (C) fortæller, at omkostningerne til nedrivning er steget de seneste år. Arkivfoto: Ingrid Riis

- Pengene rækker ikke så langt som tidligere, da omkostningerne til opkøb og nedrivning er steget til omkring det dobbelte fra 2022 til 2025, forklarede formanden for kommunens klima-, teknik- og miljøudvalg, Henrik Jacobsen (C), på sidste uges byrådsmøde.

Han påpegede samtidig, at den målrettede indsats gennem de sidste 15 år har betydet en bedring i boligmarkedet på Lolland. I løbet af den periode er der arbejdet med nedrivningen af omkring 1.500 ejendomme.

Koster op mod 600.000

Gennem de senere år er det udgifterne til at sløjfe installationer og olietanke, som er løbet i vejret, men også oprensningen af selv små olieforureninger er steget markant i pris. Det samme gælder også udgiften til miljøsanering og bortskaffelse af affald.

Mens udgifterne til nedrivning af en almindelig boligejendom er på op mod 225.000 kroner, stiger prisen til omkring 600.000 kroner, hvis der først skal ryddes for indbo og affald. Disse beløb er eksklusive selve prisen på op mod 100.000 kroner, som kommunen ofte må betale for at købe en ejendom.

For at kunne fortsætte arbejdet med at rive nogle af de nedslidte lollandske rønner ned, var der derfor behov for en supplerende anlægsbevilling på to millioner kroner. Den gav et markant flertal af byrådet. 

Har ikke råd

Det var kun Enhedslisten, som stemte mod beslutningen.

- Vi tror, at det er sundt med en pause. Vi tvivler på, at prisstigningerne for opkøb af nedslidte boliger ude på landet skyldes det stigende boligmarked. I stedet for bliver kommunen taget for givet som køber, sagde Birthe Lauridsen.

- Samtidig synes vi ikke, at vi har råd.

Tillægsbevillingen på to millioner kroner kan lånefinansieres.