Dagens leder

Holger Schou Rasmussen er blevet kritiseret for, at holde dele af bestyrelsen i mørket omkring datacenterplanerne i Rødby. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den er da ravruskende gal, Holger

Lukketheden duer jo ikke i så gigantisk en sag, som et muligt datacenter er. Et projekt, hvor spørgsmålene stadig er langt flere end svarene, skriver dagens lederskribent.

Offentliggjort

Det er jo næsten ikke til at finde ud af, hvor man skal starte med Holger Schou Rasmussen.

Er det hans hemmelighedskræmmeri som offentligt betalt bestyrelsesformand for Lolland Forsyning?

Er det hans initiativrige facon for at skaffe et datacenter til Lolland?

Eller er det hans besynderlige Facebook-opslag, hvor han langer ud efter Folketidende?

Der er nok at tage fat på, så lad os da komme ud over stepperne.

Måske fremsynet

Anledningen er selvfølgelig den, at Folketidende i går kunne løfte sløret for, at Holger Schou Rasmussen for tre måneder siden lavede en hensigtserklæring med udviklingsselskabet Stender Innovation om at undersøge muligheden for et datacenter ved Rødby.

Strålende, ansvarligt - måske fremsynet.

Problemet og det angribelige er, at store dele af bestyrelsen ikke blev orienteret. Det blev de først måneder senere - og pudsigt nok efter, at Folketidende havde søgt aktindsigt.

Holger Schou Rasmussen afviser, at dokumentet har været hemmeligt. Hans forklaring er, at der var tale om indledende sonderinger, og at planen hele tiden var at orientere bestyrelsen på det næste ordinære bestyrelsesmøde 29. september.

Vi vil da hjertens gerne tale med Holger Schou Rasmussen. Desværre er det ikke helt gensidigt.

Fair nok.

Men så melder det helt oplagte spørgsmål sig:

Hvis der ikke var noget at skjule, hvorfor skulle bestyrelsen så vente næsten tre måneder på at høre om det?

Jens Erik Kistrup (L) og Benny Damgaard (DD) fra bestyrelsen i Lolland Forsyning er selvklart ikke tilfredse med den mørklægning.

Genstand for oprør

Holger Schou Rasmussen skriver selv, at bestyrelsen blev orienteret tidligere end planlagt, fordi sagen havde udviklet sig - blandt andet med borgermødet og Folketidendes interesse.

Det betyder jo, at offentlighedens og pressens interesse ændrede tidspunktet for, hvornår bestyrelsen fik besked.

Det duer jo ikke i så gigantisk en sag, som et muligt datacenter er. Et projekt, hvor spørgsmålene stadig er langt flere end svarene.

Strøm, vand og støj er stadig alt for store ubekendte til, at der kan tages en beslutning, der kan have store konsekvenser på Lolland.

Naturligvis er det også vigtigt, hvem der i sidste ende bliver ejere af datacentret.

Og ja, Holger Schou Rasmussen og direktørens hensigtserklæring er blot det, nemlig en aftale om forundersøgelse, men når man allerede på et tidligt tidspunkt ikke er åben om projektet, hvordan hulen skal det så gå med resten?

Datacentre i både USA og Irland er lige nu genstand for et massivt folkeligt oprør, så fakta og konsekvenser skal på bordet inden - og ikke efter byggeriet!

Vi er ikke på julekort

Ja, så er det jo heller ingen hemmelighed, at Folketidende og Holger Schou Rasmussen ikke er på julekort eller high fives for tiden.

I sagen om de opsagte abonnementer fra tre byrådspolitikeres side lød det blandt andet sådan her fra Holger Schou Rasmussen til fagbladet Journalisten: ”Jeg vil gerne straffe dem. Det lægger jeg ikke skjul på.”

Så er banen ligesom kridtet op, men ingen sure miner herfra. Vi vil da hjertens gerne tale med Holger Schou Rasmussen. Desværre er det ikke helt gensidigt.

Da vi skulle forelægge kritikken omkring hensigtserklæringen for Holger Schou Rasmussen, skulle det foregå skriftligt, lød det fra den tidligere borgmester.

Det gjorde vi, refererede loyalt hans - skriftlige - svar, og alligevel trækker han offerkortet på Facebook, hvor han mener, at Folketidende manipulerer.

Det er både noget klynk og langt under lavmålet.

At han ydermere skriver: ”Fremover kommer jeg kun til at svare Folketidende skriftligt”, er jo helt på månen.

Det er jo ikke fremover. Det er jo det, han lige har excelleret i.

Nå, angreb er måske det bedste forsvar i Holgers verden, men det ændrer jo ikke på, at han og de øvrige politikere skylder en krystalklar og åben proces om megaprojektet på Lolland.