Lolland

Byfesterne og de tilhørende revyer i Rødby trak folk af huse og gav genklang i hele vores landsdel. Arkivfoto: Anders Knudsen

En by hvor forfald har afløst storhed

Folketidendes Torsten Elsvor kigger tilbage på Rødbys nyere historie. 

Offentliggjort

Der var engang. Sådan begynder mange eventyr, og de fleste ender lykkeligt, men ikke alle. Når man holder af sin by, er det smerteligt at se, hvordan den over tid transformeres fra at være landsdelens festligste med en aktiv handelsgade til at ligne en øde westernkulisse, hvor ukrudtet vokser vildt op ad husmurene og de tomme butikker.

Der er ikke meget liv tilbage i Rødby. Lolland Kommune har senest i ”dybeste stilhed” forladt den sidste kommunale bastion - teknisk forvaltning - i Rødbys oprindelige kommunale administrationsbygning. Nu står den gabende tom, og gør selskab med de lige så tomme to lukkede supermarkeder og den for længst lukkede brugs og de alt for mange lukkede, tomme og forfaldne detailforretninger. Der er noget sigende i, at det tilsyneladende er pizzeriaerne og bedemændene, som overlever i byen. 

Ligner jo lort

Da jeg i sin tid gjorde min entre i byen, var den fuld af liv. Nok ikke så meget i slutningen af 60'erne, men det tog voldsom fart i slutningen af 70’erne og i 80’erne med en nærmest hyperaktiv byfestkomite, et par solide handelsstandsforeninger, en hittepåsom turistforening, og de altid muntre torveaktivister, som forstod at sætte fut i fejemøget selv på en grå og trist efterårsdag. 

Ukrudtet vokser vildt i Rødbys hovedgade. Der er ikke mange detailbutikker tilbage. Butikker står gabende tomme. Ituslåede butiksruder er dækket af grimme træplader. Forfaldet har holdt sit indtog. Privatfoto

En nærmest hyperaktiv byfestkomite, et par solide handelsstandsforeninger, en hittepåsom turistforening, og de altid muntre torveaktivister, som forstod at sætte fut i fejemøget selv på en grå og trist efterårsdag.

Byfesterne og de tilhørende revyer trak folk af huse og gav genklang i hele vores landsdel. Sammenhold og fællesskab er værdiladede ord, men de gav mening. Dengang. Og pudsigt nok op gennem 80’erne, som ellers andre steder blev betegnet fattigfirserne. 

- Der er ikke meget at komme efter i Rødby, betroede en turist mig forleden, og fortsatte: 

- Byen ligner jo lort. De mange tomme butikker er skræmmende. De fleste bygninger er dårligt vedligeholdte. Og ukrudtet breder sig ned gennem hovedgaden og vokser vildt op ad husene. 

Der var engang

Hvad skal man svare på sådan en svada?. Jeg skammede mig faktisk på byens vegne. 

- Meget er forandret, og den store kommunesammenlægning i 2006-2007, hvor Lolland Kommune blev født, har kun gjort tingene værre, forklarede jeg og valgte at tage turisten med ned ad Mindernes Allè - en vandring gennem bymidten. 

Der var engang, forklarede jeg, hvor der i Rødby fandtes tre pengeinstitutter, apotek, tre hoteller, en advokat, tre avisredaktioner, politistation og retslokale, to købmænd, bagere og et konditori, cykelforretning, en af egnens største brugsforeninger, tre store supermarkeder, to isenkræmmere, en slagterforretning, to blomsterbutikker, tre-fire tøjbutikker, en guldsmed, bilforhandlere og autoværksteder, en biograf, tre elinstallatører, smede- og VVS-forretninger, en campingplads - og… 

Jeg nåede ikke længere. Så holdt jeg inde. 

Trist til mode

Jeg blev godt nok trist til mode. Etableringen af Fugleflugtslinjen i 1963 med afledte virksomheder, banepersonel, speditører, politi- og toldvæsen og alle de tilflyttende medarbejdere gav selvsagt både Rødbyhavn og Rødby et gevaldigt løft. Da de internationale tog blev flyttet fra Fugleflugtslinjen til Storebæltsbroen var det nedtur. Og nedturen fortsatte med politi- og retsreformen. 

De unge flyttede væk. Befolkningstallet faldt. Forretningslivet døde langsomt ud. Udviklingen - eller skal vi hellere sige - afviklingen er affødt af flere ting udefra. IPhones og tablets holdt deres indtog. Det blev muligt at handle via internettet, og netop internethandlen er eksploderet, men ingen anden by på Lolland-Falster synes så hårdt ramt som Rødby. Når ingen handler i de lokale butikker, så dør de. 

Og når en by mister sin kommunes bevågenhed, så dør byen også - ganske langsomt, og der har gennem de seneste mange år stået mere Femern end Rødby på den kommunale dagsorden. Lidt spredte lyspunkter er der dog. Kommunen har langt om længe taget hul på byens byfornyelse, og der er da blevet udskiftet lidt gadeinventar og lamper i hovedgaden og reguleret et vejkryds - ting som teknisk forvaltning burde have på sin egen to-do-liste, og så er der som det mest synlige blevet skabt en sand, blomsterrig oase på Mellemtorvet. Og smuk er den. 

Flygtede i armod

A.P. Møller Fonden har haft fat i den store tegnebog og Lolland Kommune i den lille og der spenderes i øjeblikket et tocifret millionbeløb på en total restaurering af det gamle Pakhus og en ny servicebygning på det tidligere Jeppes Hjørne. Det bliver nok også en fryd for øjet, men kan ikke opveje byens øvrige forfald. 

Nu er alle fortrædelighederne ikke kommunens skyld alene. De, som ejer ejendommene, må gribe i egen barm. De kan ikke være bekendt blot at lade stå til. Hverken vi som borgere, vores gæster eller turisterne fortjener det. Rødby var i gammel tid plaget af både store brande og mange ulykker. Mange indbyggere flygtede i armod. De efterlod byen i en tilstand af fattigdom, og herfra stammer udtrykket ”Herregud, er du fra Rødby?” 

Det er lige før, vi kan støve det udtryk af igen. Jeg håber, byen inden da ændrer sig til det bedre.