Lyt og vis omsorg for ældre i sorg

Efter et langt liv sammen kan det være helt ubegribeligt at miste sin partner, bedste ven eller sine søskende.

Livsvidner, der har levet side om side med en gennem bryllupper, børn og begravelser, er uerstattelige relationer. Og som pårørende kan man af et misforstået hensyn nemt komme til at undgå at tale om den person, der er gået bort.

Men du skal pakke berøringsangsten væk.

- De skal nok sige til dig, hvis de ikke har lyst til at tale om det. Men de fleste har lyst til at snakke om den person, de har mistet, siger Anna Wilroth, som er ansvarlig for mental sundhed og sorg hos Ældre Sagen.

Det kan også være, at de ikke har lyst lige nu. Men det skal ikke tolkes som en evig afvisning.

- Vi har en tendens til at spørge ind til, hvordan det går i den første tid. Men sorgen kan vare i lang tid, siger hun.

Det er fint at sige, at den efterladte bare kan ringe, hvis der er noget. Men hjælpen skal også gerne være mere konkret end det.

- Det er ikke sikkert, at den efterladte har overskud til at spørge om hjælp. Så tag initiativ til at hjælpe. Det kan være en aftale om, at du kommer forbi på onsdag og laver mad til vedkommende, foreslår Anne Wilroth.

Man kan føle sig magtesløs som pårørende til en ældre i sorg, for man kan ikke ændre på et tab. Men det er der heller ikke nogen, der forventer.

- Man skal bare være der til at lytte og give personen lov til at fortælle, mindes og sørge, siger Anna Wilroth.

Og du skal ikke være bange for at sige noget forkert.

- Den efterladte er selvfølgelig ked af det. Det betyder ikke, at man som pårørende har gjort noget forkert, hvis de græder, siger Morten Hedelund, som er psykolog hos Det Nationale Sorgcenter.

- Det handler om, at man kan være til stede i de følelsesmæssige reaktioner, siger han.

Som pårørende kan du også være en støtte på sidelinjen, der hjælper den efterladte i gang med sociale relationer og aktiviteter i deres eget tempo.

Det kan nemlig være en fælde, at man som sorgramt tror, at man skal vente med at være opsøgende, til man begynder at have lyst til det igen. Det forholder sig faktisk omvendt.

- Der er en ulyst og et ubehag, man skal overkomme. For mange er det en stor aha-oplevelse, når man forvisser dem om, at det ikke er noget, de bare får lyst til, siger Morten Hedelund og tilføjer:

- Det er noget, de til at begynde med skal gøre lidt på trods.

/ritzau fokus/