Livet på Lolland Falster

Turpal Bisultanov, Nykøbings lokale bryder, kan fredag opleves i "Boksen" - et nyt program på TV2. Foto: Sille Serup

Turpals chok: Pludselig stod han i et fly – og skulle springe

Han har fået medaljer hjem fra EM, VM og OL, og de seneste mange år har den lokale bryder Turpal Bisultanov brugt på en madras. Så hvordan reagerer man egentlig, når man bliver bedt om at springe ud fra et fly?

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta: "Boksen"

"Boksen" er et program, der første gang blev vist på TV2 1. august. 

Det kan ses hver fredag, og det næste program bliver nummer 4 i rækken. 

I programmet placeres 10 kendte danskere i en boks. De er cirka 20 minutter forinden blevet udstyret med bind for øjnene og høreværn, så de ved ikke, hvor de er. 

De ved heller ikke, hvor længe de skal være der, og de har ingen idé om, hvad der venter, når dørene går op. De ved kun, at det gælder om at vinde.  

Alle 10 deltagere er vant til at være forberedt ned til mindste detalje, så de kan yde deres ypperste. Programmet vil vise, hvem de i bund og grund er, når de må smide kontrollen og træde ud af "Boksen". 

Kilde: TV2

Vi er vant til at se Turpal Bisultanov med fødderne plantet solidt på en skummåtte i en hal, der lugter lidt af mandesved. Men igennem de seneste fire uger er han  blevet udsat for både at springe ud fra et fly med faldskærm og at svømme længere distancer efter genstande i havet. 

Noget, han formentlig aldrig har regnet med at skulle opleve, og som i virkeligheden var hans største frygt. 

Alle danskere har haft muligheden for at følge hans anstrengelser, der bliver vist hver fredag i TV2-programmet "Boksen". Og selvom han har set sin største frygt i øjnene op til flere gange på en måned, så er han glad for at have prøvet noget andet end livet på madrassen og i træningslokalet.

Foto: Sille Serup

 - Jeg har dyrket brydning i mange, mange år, og pludselig stod den her mulighed foran mig. Det lød virkelig spændende, men jeg fik ikke så meget at vide. Jeg vidste faktisk kun, at der ville være mange udfordringer, og at jeg skulle være omstillingsparat, forklarer han over telefonen fra Polen, hvor han i disse dage er på træningslejr. 

- Jeg har længe haft lyst til at prøve mig selv af og se, om de mange ting, som brydning har givet mig igennem årene, kunne bruges uden for arenaen. 

Nyder at bryde igen

Og det har de bestemt. Når man står i et fly med højdeskræk og bliver bedt om at hoppe ud, så kræver det en evne til at bevare roen og holde hovedet koldt. 

Han vurderer selv, at der har været mindst tre udfordringer, som han ikke ville have gennemført, hvis det ikke var for de mentale og fysiske redskaber, han har taget med sig fra brydning.

I det første program skulle de konkurrere i havet, og han havde regnet ud, at det handlede om vand. Men han vidste ikke, at man skulle hoppe flere meter ned for at ramme vandet.  

- Selvom det at hoppe ud fra et fly har været en af de største udfordringer for mig i programmet, så er det også en af de største oplevelser. Det minder mig om at nyde livet. Efter OL vidste jeg, at jeg skulle prøve nogle ting af. Jeg ville se, om det kunne give mig mere blod på tanden og lyst til at komme tilbage i areanen. Og det har det. Jeg føler, at jeg har fået mere overskud til at træne, og jeg er blevet mindet om, at jeg virkelig elsker mit liv og de mennesker, der har været omkring mig.

Inden optagelserne, der fandt sted i april og maj, vandt han et world cup og et stævne, og han har i det hele taget vundet alt, hvad han har deltaget i i 2025. 

Og det er især i forhold til det mentale, at han har taget noget med sig videre efter programmerne. 

- Jeg nyder at bryde nu. Jeg har allerede medaljer fra EM, VM og OL, så jeg skal bare finpudse det, jeg allerede kan. Og så skal jeg nyde, at jeg også er et frit menneske, forklarer han.