Lolland

Allan Blak (DF) og Birthe Lauridsen (Ø) bakker op om kritikken mod Lolland Kommunes administration. Arkivfotos: Nicklas Linnemann og Jan Knudsen

Efter massiv kritik: Politikere i oppositionen bekræfter

To af oppositionspolitikerne i Lolland Kommune bakker op om den kritik, der i de seneste dage er kommet frem om kommunens administration.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi er blevet kritiseret for ikke at tage ansvar. Men det er svært, når vi ikke får de samme bilag.

Sådan lyder det fra Allan Blak, der sidder i oppositionen i Lolland Byråd for Dansk Folkeparti.

Først stod han frem i P1 torsdag morgen, og nu fortæller han til Folketidende, at han genkender en del af den kritik, der i de seneste dage er rejst mod administrationen i Lolland Kommune.

- Det her med, at bilag og sådan nogle ting ikke kommer på - i forhold til det er der virkelig stor forskelsbehandling, om du er i oppositionen eller konstitueringen, siger politikeren.

- Konstitueringen har formøder med administrationen, men det må vi andre ikke. Vi sidder på både udvalgs- og byrådsmøder og ved mindre end dem, siger han.

- Jeg synes jo, det er pisseirriterende. Det er tydeligt at se, de andre ved noget, vi ikke ved.

Glad for kritikken

Et andet kritikpunkt fra Allan Blak lyder, at det er en udfordring at komme med modspil, når der kun kommer én indstilling fra administrationen.

- Det er for dårligt, vi kun får én indstilling fra administrationen. De kommer med én, og hvis vi vil noget andet, skal vi have mere end fire dage til at fremlægge modsvar. Ellers er det altså svært, siger Allan Blak.

Derfor er han glad for, at kritikken nu kommer frem i lyset.

- Jeg synes, det er fint. Det er derfor, jeg er gået ind i politik. Jeg vil gerne være åben om, hvad vi får og ikke får. Borgerne skal også vide, hvad der foregår. Derfor har jeg ikke noget imod at stå frem. Jeg vil gerne fortælle, hvad der sker. Når vi føler, vi ikke får det at vide, som de andre gør og ikke bliver klædt ordentlig på, så må jeg jo stå frem og sige det.

Der er mange, der er bange for at stå frem. Hvordan kan det være, at du gerne vil det? 

- Jeg synes, borgerne skal have tingene at vide. Hvis jeg får det sværere med administrationen nu efter det her, så kommer jeg også frem og siger det.

Det er første gang, du sidder i byrådet. En kritik fra nogle af dine byrådskolleger har lydt, at I nye lige skal ind i det og finde ud af, hvordan tingene fungerer, og at det måske kan spille ind. Hvad tænker du om den påstand?

- Det passer ikke nogen steder. Cecilie (Stabell (SF), som er i konstitueringen, red.) er også ny, og hun har fundet ud af nogle ting, hvor hun har udfordret, siger han.

Også oppositionspolitiker Birthe Lauridsen fra Enhedslisten fortæller i P1 om oplevelser i kommunen, hvor Enhedslistens byrådsmedlem ikke kunne få de nødvendige informationer udleveret. Men når hun søgte aktindsigt, kunne hun godt få dem.