Han kæmpede i årevis – nu er Knud Romers drømmebog endelig færdig

Knud Romer har taget tilløb til det i årevis. Børnebøger er en af hans yndlingsting i hele verden, men også noget af det sværeste at skrive. I hvert fald for ham. Manden, der gerne springer lix-skalaen på bare én sætning, og som tager sig god tid til at nå sin pointe. 

Når han først kom i gang med at skrive, lød det som et opstyltet, tysk eventyr. Fyldt med meteorer og lyrik. Og uden den der fremdrift og indhold, som børn så godt kan lide. 

Så det har taget sin tid at få skrevet den børnebog. Men nu er "Vejs Ende" i trykken efter mindst et års arbejde, og den udkommer 7. oktober på Gads Forlag. 

- En børnesjæl skal dannes på Falster med fuglekvidder og smukke historier. Og det bedste, der findes, er den intime relation, man har med sine børn, imens de er små, og man læser op for dem. For med godnathistorier har du direkte adgang til deres sind og deres følelser. Derfor skal man gøre sit bedste for at give dem noget smukt. 

Og smukt har han gjort sig umage for at gøre bogen. Den er gennemillustreret af Otto Dickmeiss, som var så lang tid om at blive færdig, at han - eftersigende - til sidst blev spærret inde på et kontor på forlaget, indtil tegningerne var afleveret. 

- Jeg bliver irriteret, når folk taler ned til børn og ligesom infantiliserer deres stemmer. Lad dog være. 

Travlhed ved puttetid

Lidt ligesom Peter Pan vil du gerne få adgang til børnenes sind og give dem et eventyr. Hvad er det, du gerne vil putte ind i deres tanker lige inden sengetid?

 - Godnathistorien her er på mange måder en historie om at kunne løbe og lege på gaden i fred, sikkerhed og tryghed. Og at være omgivet af mennesker, som du kender, og som kender dig, og som passer på dig. At have et hjem, hvor ens liv består af de andre mennesker omkring sig.

Historien handler om pigen Laura, der bliver puttet i sin seng af sin mor, men som pludselig løber af sted. Men pigen havde travlt og løb af sted.

"Av, jeg har travlt!

Hvor skal du hen?

Jeg skal hele vejen

Og tilbage igen."

Personerne, hun møder i historien, er baseret på ægte mennesker i Frederiksstaden, hvor Knud Romer har boet, lige siden hans børn var små og spiste sovs med et sugerør, og hvor han stadig bor i dag. Eske, Alfred, Ivar og Malik. Og Laura bevæger sig hjemmevant omkring i nabolaget, ligesom Knud Romer selv gør i dag. Stort set blind og med ligeså stort behov for genkendelighed og tryghed som et barn. 

Hans følelser omkring den store afvikling af de gamle butikker er så stort, at hans kæreste må få ham over på det modsatte fortov, når de nærmer sig den forhenværende bodega "Fremtiden". I dag er det en vegansk café, og hun er bange for, at han vil ødelægge vinduesfacaden med sin blindestok i sin sorg. 

- Lauras rute i bogen er den, jeg selv går. Jeg spiser min hønsesalat i Told og Snaps hos Mette. Jeg spiser mit stjerneskud ved Sankt Annæ. Mørbradgryden får jeg på Amaliegade - hun er i øvrigt fra Falster, hende der ejer stedet. Tjeneren er fra Maribo. Jeg føler mig sikker og omgivet af folk, der hilser på mig. Og når jeg kommer til skade, hjælper de mig. 

Glansbilleder på Grønsundsvej

I virkeligheden mener Romer, at man kan lave en "Vejs Ende" for mange andre områder end lige den gamle Frederiksstad, som denne bog kredser om. 

- Man kan også lave den igennem Nykøbing. Så bliver det bare mit gamle Nykøbing med Brød-Poul, Dyt-Børge og Tosse-Johanne og alle de andre steder. 

Og når pigen Laura bytter glansbilleder med Skyggepigen, så er det de glansbilleder, han købte af den sødeste dame på Grønsundsvej. 

Det handler om børnefølelser og sanselige erindringer, som kun Knud Romer kan sige det, og han håber, at små piger og drenge vil lade sig fortrylle af tegningerne uden at forstå halvdelen af, hvad der sker i handlingen. Det gør nemlig ikke så meget, mener han. 

- Så fylder de bare hullerne ud i deres egen fantasi. I barndommen knytter man sig til ting og følelser, og hvis unge voksne finder bogen her på deres gamle børneværelse og mindes historierne, så vil jeg blive glad.