Cecilie Louise Stabell (F) kalder på politisk handling efter kritiske historier om kommunaldirektør i Lolland Kommune Thomas Knudsen. Foto: Palle Nevad Frandsen
Endnu et byrådsmedlem melder sig på banen: - Jeg mener, at I har skabt et ensidigt billede
Byrådsmedlem Cecilie Louise Stabell (F) siger, at byrødderne og administratioenen bør have samtale om hvordan de driver kommunen.
Borgmester i Lolland Kommune Marie-Louise Brehm Nielsen (DS) og tidligere borgmester Holger Schou Rasmussen (S) har afmeldt deres kommune-betalte abonnement på Folketidende - og det samme har Henrik Jacobsen (C).
Nu melder også byrådsmedlem Cecilie Louise Stabell (F) sig på banen. Også hun overvejer at opsige sit abonnement ovenpå sagen, der udspringer af kritiske historier om kommunaldirektør Thomas Knudsen.
Byrådsmedlemmer kritiserede i tirsdagens artikel, at de følte sig magtesløse over for kommunaldirektøren og hans administration. Artiklen byggede på interviews med 15 kilder, nuværende eller tidligere politikere, og deres fortællinger gav anledning til heftig kritik fra eksperter. Kritikken af kommunaldirektøren og administrationen bygger på politikernes udsagn, og det får Cecilie Louise Stabell til at rejse kritik.
- Jeg
kritiserer på ingen måde de anonyme kilder, men jeg kritiserer, at
man bygger en hel historie udelukkende på anonyme kilder - velvidende,
at det ikke er alle, der står i den her hverdag, der er blevet kontaktet, siger hun.
Annonce
Cecilie Louise Stabell anerkender sine kollegers følelse af at være blevet kørt over, men mener, at diskussionen skal tages mellem politikere og administration, og at politikerne har ansvar for at skabe et rum, hvor det er muligt at fortælle det til hinanden.
Ifølge hende frembringer Folketidende et unuanceret billede af sagen, og hun mener, at mediet ikke har levet op til sit ansvar.
- Jeg mener, at I har skabt et ensidigt billede ved at udvælge de kilder, som passer til den historie, I ønsker at fortælle. Hvorvidt der er sandhed i det, kan jeg ikke udtale mig om, som en, der har været valgt i fire måneder, siger hun og tilføjer, at hendes foreløbige oplevelse af administrationen er positiv.
Bakker op
Det er anonyme kilder, som efter journalistiske vurderinger kommer med forskellige troværdige udlægninger af sagen. Kan det ikke sagtens stå som dokumentation?
- Jeg har altid lært, at I de bedste argumenter, der har du også modargumentet med. I (Folketidende, red.) har valgt de kilder, der fremmer den historie, I fortæller, siger Cecilie Louise Stabell.
Kunne du have ønsket en anden reaktion end den, som borgmesteren er gået ud med - altså for eksempel en uvildig undersøgelse af klimaet mellem politikere og administrationen?
- Jeg bakker fuldt ud og op om min borgmester.
Men kunne du have ønsket en uvildig analyse af klimaet mellem administrationen og politikerne?
- Det jeg kunne ønske mig er, at vi starter med at have en samtale om hvordan vi driver kommunen. Og hvis vi i den samtale ikke kan nå frem til noget, så må vi jo kigge videre. Men uanset hvad, så støtter jeg op om min borgmester og hendes linje og hendes retning. Og hvis min borgmester siger, at det vil hun have, så bakker jeg op om det.
Jeg ved godt det er så tredje gang jeg spørger, men du siger, at hvis Marie-Louise Brehm-Nielsen bakker op om en uvildig analyse, så går du også ind for det. Men hvad mener du selv? Bør der være en uvildig analyse af klimaet mellem administration og politikere?
- Jeg mener vi skal starte med som politikere og administration at have en samtale om, hvordan tingene fungerer, siger Cecilie Louise Stabell.
Hun uddyber, at en sådan samtale for eksempel kan starte i Økonomiudvalget, hvor kommunaldirektør Thomas Knudsen sidder med om bordet.
Politisk handling
Skal man som politisk aktør diktere, hvad medierne beskæftiger sig med?
- Jeg mener, at politikere og medier begge to har et stort ansvar i demokratiet, og jeg oplever ikke, at vores borgmester dikterer, hvad I skal skrive, og hvad I ikke skal skrive. Men jeg mener, at vi som folkevalgte og som repræsentanter for demokratiet skal stille krav til, at det er nuancerede billeder, at det er dokumenteret og at der er noget holdbart i det, man vælger at skrive, siger hun.
Ovenpå forløbet siger Stabell, at hun gerne ser politisk handling, hvis der er opbakning i hendes gruppe og i byrådet.
Du siger, at hvis din gruppe bakker op om det, går du ind for det. Hvilke repressalier mener du, det skal have, at Folketidende har dækket sagen, som de har gjort?
- Det mener jeg er op til den myndighed, der skal vurdere det.
Men hvad vil I fra politisk hold gøre, hvis din gruppe bakker op om det, og der i øvrigt er opbakning i byrådet?
Annonce
- Hvis der er opbakning i byrådet og min gruppe mener, at det er det rigtige at gøre, så støtter vi op om den beslutning, byrådet vælger at træffe.
Ja, og kan vi komme det nærmere end det? Er der nogle konkrete tiltag, som du kan forestille dig, vil komme i spil?
- Det er det, jeg har at sige lige nu.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu