Lolland

Ditte Dådyr er Christianssæde Skovløbs maskot og løber med den 6 spetember. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Inviterer trængte familier til motionsløb: - Det skal være en del af Christianssædes DNA

Familier med tilknytning til Familiecenter Toftegård eller Dansk Folkehjælp får mulighed for at deltage gratis i Skovløbet på Christianssæde

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Skovløbet på Christianssæde skydes i gang den 6. september, kan endnu flere være med.

Arrangørerne inviterer nemlig trængte familier til at deltage på én af de fire ruter på en, seks, ti eller seksten kilometer. 

- Det skal være for alle, siger ejer af Christianssæde, Andreas Just Karberg.

- Det skal være en del af Christianssædes DNA, at alle skal kunne være med, siger han.

Familier med tilknytning til enten Familiecenter Toftegård eller Dansk Folkehjælp kan få et startnummer til Skovløbet.

Desuden kan familierne få transport og mad til Skovløbet. 

Gør en forskel

Heidi Sørensen fra ØGIF, der er med til at arrangere Skovløbet, sætter stor pris på, at Andreas Just Karberg har gjort sit indtog på Christianssæde.

Mona Carlsen fra IK Olympia (tv.) og Heidi Sørensen fra ØGIF (th.) hilser Andreas Just Karbergs initiativ med at invitere mindre bemidlede familier til Skovløbet velkommen.

- Det er dejligt, at der kommer en københavner og poster nogle penge i lokalområdet, siger hun.

- Han er god til at samle os som foreninger, lyder det fra Heidi Sørensen.

Mona Carlsen fra IK Olympia, der også er med til at arrangere løbet, stemmer i.

- Det handler om at gøre noget for andre, siger hun, og fortæller, at det giver en glæde at kunne være med til at gøre en forskel.

Det er fjerde gang, at Christianssæde afholder Skovløbet.