Da Inge ringede til sine gamle klassekammerater, opdagede hun noget rystende

I sommeren 2025 var det 50 år siden, Inge Bille Pedersen gik ud af skolen. Derfor gik hun i gang med at kontakte alle sine gamle klassekammerater, for hun ville fejre jubilæet med en stor fest.

- Jeg har da brugt nogle timer på det. Når man ringer til nogen, skal der lige samles op, så jeg var i gang med at finde frem til alle i et lille års tid, fortæller hun.

Det var nemlig ikke helt nemt at finde alle. Nogle havde skiftet navn og hed nu noget helt andet, og nogle boede nu i andre dele af Danmark.

- Detektivarbejdet, dét at finde vej, var det sjove i det. Jeg nyder at snakke med mennesker, det er så berigende, og nogle blev meget overraskede, når jeg ringede, siger hun.

Hele syv er døde

Hun glædede sig til at gense hele klassen fra Rødby Skole efter de mange år. Men under det store detektivarbejde med at finde frem til alle klassekammeraterne fandt hun ud af, at en del er døde.

- Jeg vidste godt, at der var nogle, der var døde, men jeg er overrasket over, hvor mange der er døde, fortæller Inge.

Det viste sig, at ud af de 31 elever, der gik i Inges klasse, er hele syv døde.

- Det er rystende. Det gør jo vores egen dødelighed lidt mere synlig. Det er også mærkeligt at tænke på, at de ikke fik et liv. Og hvorfor, spørger hun og slår ud med armene.

Det er for tidligt at dø som 75-årig 

Inge Bille Pedersens oplevelse overrasker ikke overlæge og professor Peter Vedsted. Han er forskningsleder ved Institut for Folkesundhed i Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet, og han har undersøgt risikoen for at dø for tidligt. 

- At dø, før man er 75, det er for tidligt i Danmark. Der skal man helst op og blive over 80, hvis man har et godt liv, siger han.

Peter Vedsted har i sin forskning kortlagt hele Danmark, og her skiller Lolland og Falster sig markant ud. På den forkerte måde. På landsplan dør 35 procent før 75. I Rødbyhavn og Skørringe er det 81 procent.

Ramt på tre områder

Peter Vedsted fortæller, at man godt kan finde nogle ”meget, meget specielle boligområder i Danmark med samme høje dødelighed”, men at der ellers ikke er nogen andre steder i landet, hvor man dør så tidligt som på Lolland.

- Vi plejer at sige, når man ser sådan et billede, som man ser på Lolland-Falster, så er man ramt på tre områder, hvis man bor der. Den ene del er, at man har dårligere adgang til sundhedsvæsenet, hvis man har behov. Den anden del er, at hvis man har en socialt dårlig position, så klarer man sig dårligere end andre steder i Danmark. Og så er man ramt af, at dem, der har en høj social position, møver sig ind foran én, siger Peter Vedsted.

Altså fordi ressourcestærke patienter er bedre til at tale deres sag, når de ringer til lægen og dermed kommer foran i køen?

- Ja, det er meget komplekst, men det, vi kan se, er, at det er dem, der får henvisningerne til speciallæger og til hospitalet. Vi plejer at kalde det middelklassens sundhedsvæsen. Altså dét, at du taler det samme sprog, gør, at du bedre kan navigere i det. Hvis du derimod får et nej fra din praktiserende læge, ”Nej, jeg har først tid om 14 dage”, så er der nogle mennesker, som har en lav, social position, som reagerer med ”De vil ikke have mig. De vil ikke se mig. Jeg kan ikke komme ind, så jeg kan lige så godt give op.”, forklarer Peter Vedsted.

Vores Lolland-Falster

På Lolland er livet alt for kort

I de 50 år, der er gået siden Inge Bille Pedersen gik ud af skolen, har hun uddannet sig til sygeplejerske, hun har arbejdet, hun er blevet gift og har fået børn og børnebørn. Hun har rejst og holdt ferier og fejret runde fødselsdage.

Men det er altså langt fra alle fra hendes gamle klasse, der har haft et liv som hendes. Når Inge Bille Pedersen tænker over, hvorfor så mange allerede er døde, kan hun kun gætte på årsagen.

- Nogle er døde af sygdom, ved jeg, og nogle har måske haft et hårdt liv, siger hun og fortæller, at det gør hende trist at tænke på, at hun ikke skal gense alle sine klassekammerater fra 7.

- Jeg bliver vemodig. Alle de dejlige mennesker, jeg kendte dengang.

Dårligt få ørenlyd 

Selv om Inge Bille Pedersen ikke kunne samle hele sin klasse fra årgang '75, blev det dog alligevel en dejlig jubilæumsdag.

- Det gik forrygende. Da vi mødtes på skolen, gik alle bare i gang med at tale med hinanden lige med det samme. Det var virkelig en succes, fortæller hun.

Der kom i alt 34 elever og to lærere. De fik en rundvisning på skolen, gik en tur gennem byen og spiste så smørrebrød til frokost i et lejet lokale. Derefter fik nogle en rundvisning ved Femern, og de, der ikke kunne gå så langt, blev og vaskede op.

- Det var så sjovt at læne sig tilbage og lytte til, hvordan snakken gik. Jeg kunne dårligt få ørenlyd til at byde velkommen, fortæller hun smilende.

Det lykkedes dog at få ørenlyd – og også at fortælle, hvorfor nogle ikke var til stede.

- Da jeg bød velkommen, kunne jeg fortælle, at der er mange, der ikke er her mere. Da jeg fortalte, hvor mange der er døde, blev folk berørte og sagde ”hold da op”. Men vi valgte at koncentrere os om de levende, fortæller hun.

Uden filter 

Inge Bille Pedersen peger på, at der er en særlig ægthed i de relationer, man får tidligt i livet:

- Der er noget særligt ved dem, som man har været børn og unge med, der lever man uden filter. Man har en åbenhed, og man er under opbygning. Du er, som du er, og man kender hinandens gode og dårlige sider, i ungdomsårene er man uden facade, siger hun.

Det store arbejde med at arrangere var det hele værd, mener hun.

- Det bedste ved at lave sådan et arrangement er at kunne trække sig tilbage som fluen på væggen og lytte. Alle havde virkelig en dejlig dag, og der var kontakter, der blev genoptaget. Sidst på eftermiddagen gik jeg og ryddede væk – og jeg var helt høj og fyldt og mæt, fortæller hun.